Min største frygt blev min største styrke

Min mor har altid sagt, at der er en mening med ALT.

Fra jeg var ganske lille, har min mor fået mig til at kigge og søge efter meningen i ALT.
Sommetider måtte jeg være tålmodig – fordi meningen først viste sig længere henne af vejen. Sommetider skete det få minutter efter hændelsen.

Hun har trænet mit fokus og skærpet min opmærksomhed og ikke mindst, afsat grundstenen for min dybeste overbevisning om at ALT har en mening og et formål. Så tak min lyse læremeste.

Den 8. maj er det præcis et år siden, den algierske hanløve døde. Den algierske hanløve som jeg i hele min opvækst har været så hunderæd for. Hunderæd for hans vrede øjne, hans eksplosive brøl og hans stilhed. Samtidig holdt jeg af hans smilende øjne, hans latter og hans smil. Men mit nervesystem havde lagret de eksplosive oplevelser, og jeg var altid på vagt.
Min krop var i konstant uro, mine øjne sad på stilke, næsen i sporet og antennerne skubbet helt ud i æteren. Jeg var på vagt selv om natten, da han tit kom hjem beruset og smed med møblerne, og så galt det om at flygte ud af huset sammen med mor og søskende og hunden. Han var til tider en gal algiersk hanløve.

Jeg lærte som barn at spotte mimik og kropssprog, lytte til tonaliteten i menneskers stemmer, kigge bagom deres blikke, lugte om der var frygt på vej og aflæse stemningen i lokalet. Jeg var beredt og frygtsom.
Omkring den algierske hanløve var der miner, som kunne springe i luften når som helst, og jeg var beredt på at overleve hvad som helst.
Han var min største frygt og alligevel min ubetingede kærlighed og min store læremester.

For hvordan skulle jeg kende til at leve, hvis jeg ikke kendte til at overleve? Hvordan skulle jeg kende til glæde, hvis jeg ikke kendte vreden? Hvordan kunne jeg kende til ubetinget kærlighed, hvis jeg ikke kendte til fordømmelse og had?

Min vilje til at skabe mig et godt liv brugte jeg ved at befinde mig i solen med min guddommelige mor og mine søskende. Men mørket var lige i hælene på mig, ligegyldigt hvor hurtigt jeg bevægede mig frem.

Mit nervesystem huskede stadigvæk på mulige minebomber, og erindringer fra fortiden stod soleklart som en kulisse, jeg hurtigt ville kunne falde ind i og spille scenen og rollen som levede jeg i fortiden. Mit nervesystem var beredt på lignende faresignaler, og det bar jeg med mig, indtil jeg selv stiftede familie. Mine børn viste mig, hvor ubalanceret jeg i virkeligheden var, når jeg følte mig fastlåst og presset.
Før i tiden kunne jeg jo bare gå fra kæresten, når han pressede mig, eller når jeg følte mig fastlåst. Jeg kunne udskifte jobbet, vennerne eller sågar flytte til et andet land, hvis tingene blev for meget. Men her stod to små unger, mine børn, med store runde øjne og kiggede på mig med ubetinget kærlighed og så uforstående ud, når jeg brølede som en algiersk hunløve. Det kunne jeg ikke byde dem. Ringen skulle slutte her. Det var mit ansvar og kun mit ansvar – ene og alene. Jeg ville vise dem, hvem jeg var – være den de kiggede på med ubetinget kærlighed, og jeg ville elske dem med alt mit lys og med alt min ubetingede og ubegrænsede kærlighed. Jeg ville lyset, jeg ville kærligheden, og jeg ville vise mine børn, hvad jeg grundlæggende står for. Jeg ville vise dem vejen. Jeg ville vise dem, at man kan hvad man vil, og at transformation sker, når vi vil.
Jeg ville vise dem, at livet er magisk.

Sidste år den 18. april besøgte jeg min far; en 73 år gammel rolig algiersk hanløve. Jeg havde ikke haft kontakt med ham i flere år. Jeg havde besluttet mig for at tale med ham om ’elefanten der var i stuen’, om hvilke tanker han selv havde gjort sig i forhold til, hvad der var årsagen til hans voldelige adfærd og aggressioner.
Hvordan kunne jeg, som har skabt Chok Release, underviser terapeuter i at forløse chok og traumer, støtter hundredevis af klienter i at slippe deres frygt, så selv gå rundt om den gamle algierske hanløve uden at tage den samtale med ham? Det kunne jeg først gøre, når alle mine choksplinter var hevet ud, og jeg kunne se på min far uden frygt og kun med ubetinget kærlighed.
Og nu var tiden inde til det. Jeg mærkede også en modstand. Hvad ville der ske, når den anstrengte vredes- og bebrejdelseståge havde lagt sig, og vi skulle se på hinanden i det klareste lys? Kunne han finde på at tage herfra? Kunne han finde på at dø?

Vi tog snakken, og jeg fortalte ham, at jeg i dag faktisk lever af at forløse chok og traumer. At de erfaringer, jeg havde gjort mig i barndommen, havde jeg fået vendt til, at det helt konkret fyldte min bankkonto op, og at jeg levede af det i dag. Jeg fortalte ham, at han var det menneske, jeg havde været allermest bange for i hele mig liv. At han havde gjort mig så hunderæd. Men at jeg i dag havde sluppet det og sad jo her og var beviset på at jeg havde overlevet det.
Jeg havde forventet en klapsalve; faktisk en kæmpe applaus, men der var kun brummen ovre fra sofaen. Jeg genkendte den følelse af skuffelse, fra jeg var barn. Han så mig ikke – eller måske ville han ikke se mig. Måske var det bare læringen i, at alt den manglende anerkendelse fik mig op af stolen og til at skabe Chok Release.

Jeg gik derfra med fred i maven og tågen lettede. Jeg kiggede på den algierske hanløve med kærlig og taknemmelighed og vidste, at min største frygt havde transformeret sig til min største styrke.
Tre uger efter døde min Papa.

Tak min store læremester.

By |2019-11-12T12:07:34+01:00maj 2nd, 2019|Ikke-kategoriseret|0 Comments

Leave A Comment