Fødselstraumer

Den 23 oktober 2019 var det 24 år siden min elskede datter kom til verden.

Ligeledes var det også 24 år siden jeg pådrog mig et fødselstraume, som det tog mig enormt lang tid at få øjnene op for.

18 timers veer – uden nævneværdig effekt!

Jeg kæmpede med al min urkraft for at føde hende naturligt. Jeg gik sågar ind i en tilstand, som jeg i dag forstår var en feminin urkraft-trance. Hvor kvinden lukker mentalt af for sin omverden, for at kunne koncentrere sig totalt om at samarbejde med sit barn om en vellykket fødsel.

Jeg hev alle elektroderne af min mave – og gjorde mig fri af strammende tøj, så bevægelserne kunne ske uhindret.
Jeg bøjede overkroppen ned mod gulvet og ligesom trak kraften, den fra Moder Jord, op igennem mig – som en anden vildkvinde – og fortsatte med at strække mig op mod himlen, for at forbinde mig til den kraft, der var større end mig. Sådan stod jeg, alt imens der flød fremmede lyde og brøl ud fra mig.
Jeg sansede intet omkring mig. Bemærkede ikke jordmoder-eleven og min mand sidde og kigge forbløffet på mig. Jeg lagde ikke mærke til tiden der gik, lagde ikke mærke til hvor jeg befandt mig. Det eneste der fyldte mig, var mit fokus på at samarbejde med mit barn, så hun kunne blive født.

Jeg stod på denne måde meget, meget længe og alligevel føltes det som bare 5 små minutter. Jeg brugte alt hvad jeg havde i mig. Jeg brugte kraften fra Moder Jord, kraften fra selve universet….jeg brugte alt det, der skulle til for at føde vores barn…og alt det til trods, var fødslen ikke i fremdrift.

Pludselig registrerede personalet, at barnets hjertelyd forringedes…

Så gik alt omkring os stærkt! Jeg skulle på operationsbordet.

Min mands blik blev alvorligt, narkoselæge, sygeplejesker og jordmoder stod omkring mig. Det sidste jeg hørte, inden narkosemasken blev lagt over min næse og mund, var at narkoselægen talte i telefon og sagde: ‘Nej, det er der ikke tid til, det her er et barn med dårlig hjertelyd.’ BOOOOMMMM…. lige på det tidspunkt, hvor jeg var ved at spænde op og instinktivt var på vej i den ultimative kamp for at redde min barn, blev jeg lagt i narkose! Alt blev mørkt og jeg var væk.

De fortalte min mand, at jeg havde fået en del smertestillende medicin, så jeg sandsynligvis ikke ville komme til mig selv op førend næste morgen. Meeeen….en enkelt time efter, vågnede jeg; som en løvemor, der manglede sin unge. Hun var ikke hos mig! Jeg ringede desperat efter en sygeplejerske og bad hende komme med mit barn. Min mand var gået hjem for at sove og havde efterladt vores datter hos sygeplejerskerne.

Min lille græd, jeg havde instinktivt mærket at mit barn var efterladt og ulykkeligt. Sygeplejerskerne anbefalede mig, at jeg lod hende blive hos dem, da jeg fortsat var påvirket efter narkosen og det smertestillende.

Der kom en vældig kraft i min stemme, da jeg forlangte at de bragte mig min datter – på den der måde: Jeg bider hovederne af jer, hvis ikke….!

Det overbeviste dem.

Den efterfølgende dag kunne det ikke gå stærkt nok for mig for at komme hjem. Hjem i reden, hjem til min mand og vores søn med vores lille, nye datter. Hjem i mine vante omgivelser, min tryghed, min base.

Efterfølgende bar jeg så megen energi og livskraft i mig. Min glæde over at min pige havde kæmpet og overlevet, gjorde mig så lykkelig og nærmest euforisk. Men på samme tid følte jeg mig distanceret fra min omverden. Der var en oplevelse af dobbelthed.

På den ene side eurofori og glæde, og på den anden følte jeg mig ved siden af mig selv, ulykkelig og meget, meget træt.

Når min datter sidenhen blev syg, var det som om min krop lukkede ned. Som om jeg ikke kunne mærke noget. Jeg blev nervøs og tænkte over, om jeg var blevet en kold skid, følelsesløs og ligeglad. Men jeg kendte jo mig selv godt og fornemmede og vidste, at bagved distancen, befandt alle mine følelser og min empati sig.

Da min datter blev 9 mdr. gammel, startede jeg på min psykoterapeutuddannelse. Og gennem den fandt jeg svaret på mine reaktioner …

Jeg havde fået flere chok under det fødselsforløb. De utallige gange min krop var blevet undersøgt og befølt af vildtfremmede: Læger, studerende, jordemor-elever og sygeplejesker.

Det var grænseoverskridende for mig og for mit underliv! Et dilemma, da jeg jo med min fornuft godt vidste, at det var nødvendigt. Grænseoverskridende at få blokeret min kvindelige urkraft og pludselig være frataget al indflydelse ift at føde mit eget barn, selvom jeg med min fornuft og mit intellekt var helt klar over, at det var en nødvendighed.

Jeg indså, at dette var noget jeg skulle have bearbejdet og have ud af kroppen, så jeg igen kunne blive mig selv og nyde min dejlige lille datter.

Den 23 oktober var det 24 år siden jeg fødte min datter, og også 24 år siden jeg fik et fødselstraume – sidstnævnte har været en vigtig årsag til at jeg har skabt Chok Release.

I denne uge har jeg haft 8 kvinder i Chok Release terapi. Alle har de haft en eller flere traumatiske oplevelser i forbindelser med deres fødsler. Ens for dem alle er, at de først har registreret, at der reelt har været tale om chok for dem, efter ca. 2-10 år. I al den mellemliggende tid har de konstant fornemmet, at noget var galt. Undervejs har de bebrejdet sig selv for at ændre adfærd, bebrejdet sig selv for ikke at kunne tage sig sammen, for alt for hurtigt at blive stresset, for at få katastrofetanker, mangle overskud i dagligdagen, miste humøret, være modløse eller befinde sig i en depressiv og nedtrykt tilstand. Det har præget deres dagligdag, deres familieliv, nærheden og arbejdslivet.

Så kære forældre:

Hvis du oplever at noget er ”gået tabt” før, under eller efter dit barns fødsel, så kan det meget muligt være et chok der er årsagen. En choksplint, der blokerer for at du kan nyde dit nye liv med jeres barn. En choksplint trækker dig nemlig tilbage til fortiden og fastholder dig i den katastrofe- hændelse, som der var DENGANG.. Mange forældre tør ikke at dele deres katastrofetanker med omverden i frygt for at blive beskyldt for at være blevet skør og uegnet til at passe sit eget barn. Der er forbundet så meget skyld og skam. Du skal vide at det blot er et chok der skaber disse katastrofetanker og at chok kan forløses.

Den choksplint er ikke klarover at du jo HAR overlevet og du er lige her og nu, nu, nu.. hvilket er beviset på at du har overlevet.

Kærligst

Nadia

By |2019-11-12T15:47:20+01:00november 12th, 2019|Ikke-kategoriseret|0 Comments

Leave A Comment